Hvad er det, de siger i redningstjenesten? "Hurtig hjælp er dobbel hjælp". Det samme gælder ikke denne brevudveksling, for nok kommer svaret ret hurtigt, men det er ikke dobbelte svar, snarere kun halve:
Hej Jesper Det er helt forståeligt, jeg har selv arbejdet som freelance UNIX konsulent i mange år, så jeg forstår godt din undren. Er du freelance konsulent ?? hvis ja, og du gerne vil i vores DB, må du meget gerne maile dit CV. Du kan check os ud på [websted] mvh X
Gad vist om fr. X er lidt træt af brevvekslingen? Denne gang er vi ude i lidt dybere overvejelser end 'ved ikke', men ligefrem undren. Undren kan være meget sundt.
Jeg må dog konstatere at mine evner ud i den dybdeborende journalistik er kommet til kort. Som en politisk veteran formår fr. X at glide uden om spørgsmålet, og jeg står tilbage som en forstået (men stadig undrende) ikke-konsulent.
Altså må der mere kontante midler til:
Hej X Jeg håber da ikke DU undrer dig over hvor du har mit navn fra? Jeg må jo stå i en database som du enten selv er ansvarlig for eller har købt hos nogen. Jeg har ret til at vide hvad du har registreret om mig, hvem der er ansvarlig for data og hvor du har de pågældende oplysninger fra (se i øvrigt Persondataloven, "Den registreredes indsigtsret", §31). -Jesper
Så må jeg jo bare håbe at jeg er en bedre hobby-jurist end jeg er hobby-journalist (det skulle ikke være så svært).
Det er utroligt hvor svært det somme tider er at komme igennem til andre menneskers bevidsthed. I dag blev jeg fascineret af et helt ekstremt eksempel på digitalt tunghør.
Det starter med en uskyldig email, sendt midt på eftermiddagen til en masse modtagere (afsender og modtager var den samme, sendt via Opera Mail, alt alt dømme via et antal BCC modtagere)
Kære Konsulent Vi har fuld fart på og vil meget gerne høre fra dig, med dine opdaterede data. En opdateret konsulent database er vigtig for effektiv konsulentsøgning, når vi får opgaver tilbudt. Vi vedhæfter vores 1. nyhedsbrev til dig. Ønsker du ikke at have dit CV i vores database, send os da lige et par ord. Vi glæder os til at høre fra dig. Med venlig hilsen Fr. X Y-Firma
Nu er det ikke altid jeg har styr på hvad jeg laver på jobbet, men jeg ved at jeg ikke er freelancekonsulent. Så - hvorfor tror dette firma, som i følge CVR er et enkeltmandsfirma med adresse på privaten (idet 'vi' bruges på den royale facon), at jeg er freelancekonsulent? Det vil jeg jo så gerne vide:
Hej X Hvordan er det så liiiige nøjagtigt at jeg er havnet i jeres database? Til orientering er jeg ikke freelancekonsulent og har aldrig været det. MVH Jesper Steen Møller
Og OK, det er faktisk ikke sandt, for jeg VAR vel en slags freelancekonsulent for 16 år siden, men det er nok ikke derfra jeg havnet i Y-firmas register med min nuværende email (den gang var der udråbstegn i emailadresserne, pyha). For ... de ville vel ikke optage en gymnasieelev?
X svarer prompte og på en måde imødekommende:
Uhh, det ved jeg ikke lige, jeg vil sige, at vi allerede har fået mange positive mails fra vores konsulenter. men ønsker du ikke at være i vores konsulent database, så sig til, så fjerner vi dig straks. mvh X
Ved det ikke lige? Og så tale uden om og komme med et løfte om en fremtid i sandhed og fordragelighed. Der er kun en ting at sige: Politikermateriale!
Men jeg har jo set hvordan de der journalister gør, når der svares i øst på spørgsmål i vest:
Hej X I er sikkert også rigtig gode til hvad I gør - men... Jeg vil bare gerne vide hvordan eller hvorfor jeg står på en liste over "jeres konsulenter". -Jesper
Først lidt lokkemad, og så det kontante spørgsmål. Spændende hvordan det virker....